Jada

Icon

Spiller Kl. 16:20 på Grøn Scene

I 2019 bragede Jada ind på den danske musikscene med det anmelderroste debutalbum “I Cry a Lot”. Allerede ved Jadas debut i 2018 spåede GAFFA, at hun ville blive en af de helt store spillere inden for dansk musik – og lige siden er priserne væltet ned over hende i en lind strøm. Både Danish Music Awards, P3 Guld, Carl Prisen og Steppeulven valgte at anerkende hendes store gennembrud, og hun har siden manifesteret sin stjernestatus i dansk musik. Jada har fået hele landet til at synge med på ørehængerne som “Lonely”, “Lifetime” og kæmpesuccesen “Nudes”, som har passeret imponerende 12 mio. streams på Spotify.

Jada er blevet en vigtig stemme for den unge generation, hvor hun med sine følsomme tekster formidler vigtige og relaterbare budskaber. Efter to år med corona-aflysninger har Jada i den grad taget revanche med kæmpe shows på Roskilde Festivals Orange Scene, Smukfest, NorthSide og i Royal Arena. Med sin kraftfulde vokal og imponerende sceneshows er det ingen overraskelse, at Jada hele fire gange har modtaget priser som Årets Livenavn til forskellige prisuddelinger. Når Jada i år gæster Grøn med sin fantastiske stemme og vedkommende tekster, bliver det samtidig hendes debut på den grønne turné.