Pil

Spiller Kl. 15:30 på NOVA Scenen

Pil har på rekordtid markeret sig som en af de mest ærlige og nærværende stemmer på den danske popscene. Hun har evnen til at ramme lytterne lige i maven med sine tekster om kærlighed, tvivl og dét at føle sig utilstrækkelig. Hendes lyd er moderne, melodisk og mest af alt: fyldt med følelse. Hendes liveoptrædener skaber en helt særlig stemning, hvor publikum føler sig både hørt og forstået og mødes i stor fællesskråler til de velkendte poptekster.
Pil fik sit gennembrud med sangen “Nattely” i 2019 og har siden stået bag en lang række populære singler som “Omvendt” med Andreas Odbjerg, “Andre Venner” og hendes måske største hit til dato, “Dronning Af Månen”, som bl.a. var nomineret til Årets Hit ved DMA 2023. Pil har desuden vundet både DR Karrierekanonen i 2021, P3 Talentet til P3 Guld i 2023 og været nomineret til adskillige andre priser for især sin sangskrivning.
I løbet af sin karriere har Pil stået på mange af landets største scener og festivaler. Til sommer er turen kommet til Grøn, hvor Pil i år får sin debut.

Pil udtaler:

“Jeg er så spændt på at spille på Grøn 2025! Jeg elsker fællesskaber, og det må man sige, at Grøn er. Det bli’r så fedt at rejse Danmark tyndt og få en masse nye, store musikoplevelser sammen med jer. Det bli’r så stort og hjerteligt. Tak, fordi jeg må være med i Grøn-klubben!”